Skønne strande med turkisblåt hav
Rhodos – den næststørste græske ø og den største af De Dodekanesiske Øer – breder sig over et areal på 1.402 km2 og er beliggende ca. 18 kilometer fra Tyrkiets kyst.
I antikken var øen Rhodos kendt som litteraturens, filosofiens, retorikkens og kunstens store kraftcenter. De seneste 30 år har den ført an som en af de mest populære feriedestinationer i Grækenland.
Klimaet på øen er varmt, Rhodos er en af de mest solbeskinnede pletter på det europæiske landkort, men den friske brise fra vest bevirker, at temperaturen som regel føles behagelig.
I forhold til sin størrelse byder Rhodos på en meget varieret natur. Det mest kendte naturområde på Rhodos er Sommerfugledalen, hvor der i sommermånederne er mulighed for at opleve flere tusinde sommerfugle.
Strandene på Rhodos byder både på badning i det tukisblå hav og de relativt høje bølger på den vestvendte kyst byder på gode muligheder for jetski og windsurfing.
Rhodos By – historisk bymidte og hyggeligt byliv
Den gamle bydel i Rhodos by er på Unescos liste over bevaringsværdig verdenskulturarv. Byen huser hyggelige, små gader og et stort udvalg af interessante restauranter og forretninger og er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Med ca. 60.000 indbyggere er Rhodos By også øens største by. Det er også her, at man kan opleve Johanitterriddernes imponerende fæstningsværk, Stormesterens Palads samt moskéer og minareter fra 1300- tallet. Alle historiske levn, der bærer vidnesbyrd om byens og Rhodos hæsblæsende og fascinerende historie.
Blandt de fine gamle kulturseværdigheder er den antikke by, Lindos med det antikke Akropolis teater og ruinerne af Athena-Lindia templet, hvorfra der er berusende udsigt ned over Paulus bugten på Rhodos. Lindos ligger ca. 55 kilometer fra Rhodos by.
Nord for den gamle bydel i Rhodos by ligger Mandrakihavnen, der fungerer som et naturligt samlingspunkt både dag og nat med en lang række caféer og taverner. Herfra er der også udflugtsbåde til andre steder langs kysten og enkelte arrangerer tillige dykkerture.
I den nye bydel er forretnings- og natteliv relativt hektisk, og i horisonten aftegner Monte Smith bjergets majestætiske tinder smukt mod himlen.
Faliraki
Her, som alle andre steder på de græske øer, trækker strandene naturligvis også. På kysten 12 kilometer sydøst for Rhodos By finder man Faliraki, som er et af Rhodos allerbedste badesteder. Faliraki er et nyere hotelområde, som er præget af store luksushoteller med dejlige, gyldne sandstrande, og klart, turkisblåt havvand at boltre sig i. Der udlejes liggestole og parasoller langs stranden, hvor man ligeledes finder et pænt udvalg af barer og taverner. I Faliraki by er der desuden et stort udvalg af butikker, restauranter og nattelivet er sprælsk – til tider hektisk med engelske pubber og natklubber.
Ialyssos og Ixia
Mere roligt er der i Ialyssos, som ligger på øens vestkyst ca. 5 kilometer syd for Rhodos by. Byen er et miks af gamle huse og nyopførte hoteller – flere af dem ligger direkte ved havet og er ideelle for børnefamilier. I byen er der små hyggelige barer, forretninger samt gode restauranter med både græske specialiteter og internationale kendinge. Fra nogle restauranter kan man nyde den smukke solnedgang over Tyrkiets kyst. Bag Ialyssos ligger Filerimosbjerget, hvor det tidligere Ialyssos’ Akropolis lå. I dag ser man dog kun det 18 meter høje kors på toppen, hvorfra der er en storslået udsigt over området. Lige ved siden af Ialyssos ligger den mindre by Ixia.
Langs stranden, som egentlig er en forlængelse af veststranden i Rhodos By, er der små taverner og strandbarer, udlejning af liggestole og parasoller samt muligheder for at prøve kræfter med forskellige former for vandsport, herunder vindsurfing. Fra disse byer på vestkysten er der gode busforbindelser til Rhodos By. Grundet den korte afstand til lufthavnen fra Ialyssos kan flytrafik her virke forstyrrende.