Bestil Din Ferie På

70 20 67 76


Man-fre: 08:00-20:00

Lør-søn: 09:00-18:00

Før rejsen

Helbred

Vaccinationer

Vi henviser til egen læge, Danske Lægers Vaccinations Service eller Statens Serum Institut.

Medicin på rejsen 

Når du rejser til et andet land, har du selv ansvaret for på landets ambassade/repræsentation i Danmark at undersøge, hvilke regler der gælder for at medbringe medicin til eget forbrug til det pågældende land. Særligt medicin med euforiserende (narkotiske) stoffer er der opmærksomhed på pga. stoffernes misbrugspotentiale. Det betyder, at du ikke frit kan rejse med medicin med euforiserende stoffer. Hvis du er i tvivl om din medicin indeholder euforiserende stoffer, kan du spørge på apoteket eller hos din læge.

Schengenattest (pillepas)
Danmark har tilsluttet sig Schengen-konventionen. Det betyder, at der for rejser til Grækenland og Spanien (inkl. De kanariske Øer) er mulighed for at få udstedt en Schengen-attest for medicin med euforiserende stoffer til eget brug i en mængde svarende til rejsens længde, dog maksimalt 30 dage. Attesten udstedes på apoteket og er gratis. Du skal medbringe dit pas for at få en attest. Og du skal medbringe den originale attest på rejsen (en kopi er normalt ikke nok). 

Der behøves ingen attest til fx astmamedicin, gigtmedicin, hjertemedicin, hormoner, infektionsmedicin mm. Spørg din læge eller på apoteket, om der kræves attest til din medicin. 

Rejser uden for Schengen
Skal du rejse til Tyrkiet eller Egypten – altså et land uden for Schengen-samarbejdet, skal du rette henvendelse til landets ambassade/repræsentation i Danmark for at få oplyst, hvorledes du skal forholde dig, og hvilken dokumentation du eventuelt skal medbringe. 

Tilkendegiver ambassaden, at en attest er relevant dokumentation, kan apoteket eller egen læge udstede en medicinattest. Det er helt frivilligt, om den enkelte apoteker ønsker at udstede denne medicinattest, og apoteket fastsætter selv gebyret for dette. Din egen læge kan også mod et evt. gebyr udstede en sådan medicinattest.

Medicinattesten skal være udfærdiget på engelsk senest to uger før afrejse og som regel som minimum beskrive:

- den behandling som medicinen er udskrevet til
- den daglige dosis, der er ordineret.
- mængden af medbragt medicin højst svarende til rejsens længde.

Kanyler

Hvis du medbringer kanyler og sprøjter i kufferten eller receptpligtig medicin, er det en god idé at bede din læge om at skrive en seddel, der på engelsk forklarer eventuelle tvivlende toldere, at du medbringer remedierne på hans anbefaling. Det kan være, du skal medbringe medicin, der skal indsprøjtes under huden eller i blodet. 

Lægens brev kan udformes som en 'To whom it may concern'-erklæring, hvor lægen forklarer, at han har sat dig i behandling med medicinen, eller at dine medbragte kanyler og sprøjter har et formål. Det er en fordel, hvis lægemiddelstofnavn og den ordinerede dosis på engelsk er anført.

Du bør inden rejsen kontakte rejselandets ambassade for at få oplyst, hvad du må medbringe af medicin, og hvilken dokumentation det i så fald kræver. 

Mave- og øreinfektioner 

Den anderledes bakterieflora og de højere temperaturer på vores rejsemål – kombineret med badning i forskellige pools, badning på stranden, det lokale drikkevand, bakterier på pengesedler og dørhåndtag mv – kan i nogle tilfælde medføre mave- og øreinfektioner. 

Skulle du være så uheldig at blive syg på rejsemålet, anbefaler vi, at du ringer til vores service- eller nødtelefon, så vores rejseledere kan rådgive dig og evt hjælpe med at kontakte en læge. 

Bemærk venligst, at de fleste forsikringsselskaber typisk vil spørge efter kvitteringer, lægejournal og lign. dokumenter i forbindelse med lægehjælp, efter din hjemkomst. Det er vigtigt at lægejournalen indeholder oplysninger om dato, diagnose, behandlingsforløb mv.